Fremtek

FREMTEK - FREMTIDENS TEKNOLOGIER

Mødet med ny teknologi er ofte spændende, men hvad sker der, når den første fascination har lagt sig? Hvilke muligheder, udfordringer og begrænsninger åbner nye og innovative teknologier op for? Har det en effekt på elevernes interesse i fagene og deres læring? Og hvilken indflydelse kan og skal den have på vores samfund?

 

Fremtidens teknologier i undervisningen

Forskningsprojektet Fremtek tester 3D-printere og NAO-robotters potentiale som undervisningsværktøj på forskellige klassetrin – lige fra 3. klasse til 3.g. Teknologierne afprøves på tyve forskellige skoler og ungdomsuddannelser i området mellem Horsens, Hedensted, Vejle og Juelsminde.

 

I løbet af projektets første år har 19 skoler og over 1000 elever stiftet bekendtskab med de to teknologier. Projektets foreløbige resultater viser, at robotter er gode at bruge til sprogundervisning, fordi samtalen med robotten er afhængig af, at eleverne laver præcise og korrekte sætninger. Derudover fungerer de godt i forbindelse med læring om programmering og teknik. 3D-printerne har vagt stor begejstring da eleverne får stimuleret og udfordret deres faglige kreativitet, da de hurtigt kan omsætte deres ideer til konkrete 3D-prints.

 

På forkant med udviklingen
Formålet med projektet er at bringe Horsens-området på forkant med udviklingen inden for anvendelsen af den nyeste teknologi i uddannelserne, både regionalt, nationalt og internationalt. Derudover ønsker Insero Horsens at høste viden om, hvordan fremtidens undervisning skal se ud, når inddragelse af teknologier skal forberede elever og studerende til fremtidens arbejds- og fritidsliv.

FAKTA OM PROJEKTET

  • Projektet startede i september 2013 med tyve planlagte testforløb.
  • Projektet gennemføres i samarbejde med lokale uddannelsespartnere, Syddansk Universitet og Teknologisk Institut.
  • 3 NAO-robotter, 9 bærbare pc’er og ét klassesæt med to 3D-printere er til rådighed.
  • Det er gratis for skolerne at deltage i projektet.

Vil du vide mere?

Har du brug for information omkring, hvordan du søger kapital hos os, eller sparring om, hvorvidt dit projekt ligger inden for vores fokusområde? Så ring til os på 70 26 37 48, send en mail på kontakt@insero.com eller brug kontaktformularen herunder, så vender vi tilbage hurtigst muligt.