Prøv1Elbil

PRØV1ELBIL - DET FØRSTE DEMONSTRATIONSPROJEKT MED ELBILER i danmark

Tilbage omkring årtiskiftet (2009-2010) repræsenterede elbilen en meget mere ukendt teknologi, end den gør i dag. Der var ikke gjort nogen erfaringer med elbilers funktionalitet i hverdagen, og det var derfor svært at sige noget konkret om, hvad der i praksis var af fordele og ulemper ved elbiler.

 

Prøv1Elbil – Danmarks første elbildemonstrationsprojekt
I 2009 indledte Insero – sammen med NRGi og Teknologisk Institut samt et par lokale kommuner – Danmarks første demonstrationsprojekt, hvor almindelige mennesker testede elbiler i hverdagen.

 

Det skete som en del af en større satsning inden for elbilområdet, og formålet med projektet var at få viden om, hvordan elbiler kunne fungere i hverdagen samt at sætte fokus på teknologien.

 

Konkrete brugerinput og stor opmærksomhed

Fra 2009 til 2012 fik i alt 100 familier hver især tre måneder med en elbil i husholdningen. Disse første brugeroplevelser med elbilerne førte til en række interessante brugerbetragtninger, som f.eks. at elbilernes varmeanlæg ikke var gode nok til en kold dansk vinter. Konkret information, som bilproducenterne kunne bruge til at optimere deres produkt.

 

Som det første og største demonstrationsprojekt om elbiler fik Prøv1Elbil også massiv mediebevågenhed og har også inspireret til lignende projekter som det nationale Test1Elbil, der kørte fra december 2010-2014.