Science Camps

Naturvidenskabelige Science Camps 

Hvert år står Insero Horsens bag en række Science Camps, hvor unge mellem 10-18 år dyrker deres interesse for naturvidenskab og teknologi gennem en række spændende workshops og eksperimenter. En af ambitionerne med de forskellige camps er at bidrage til, at flere unge uddanner sig inden for de naturvidenskabelige fag i fremtiden.

 

Siden 2012 har Insero Horsens stået bag Summer Science Camp, hvor unge fra hele landet har brugt den sidste uge af deres sommerferie på at dyrke interessen for naturvidenskab og teknologi. Gennem årene er konceptet blevet udvide med Junior Science Camp, som er for de lidt yngre, og Winter Science Camp som er en pendant til Summer Science Camp i vinterhalvåret. 

 

Det fælles mål med de forskellige camps er at stimulere de unges interesse for naturvidenskaben og på den måde inspirere dem til at uddanne sig i den retning, når de har afsluttet grundskolen. Derfor stilles den nyeste teknologi til rådighed for børnene, så de indgår i en praktisk, aktiv læringsproces. 

 

Om Summer og Winter Science Camp

Begge camps er for unge mellem 13 og 18 år, der er nysgerrige på verden omkring sig og synes at science og teknologi er helt vildt spændende. I løbet af disse camps er de unge sammen hele tiden, og dagene er fyldt op med en masse spændende workshops, fællesaktiviteter og social hygge. Summer Science Camp afholdes på Bråskovgård Efterskole i den sidste uge af skolernes sommerferie, mens Winter Science Camp afholdes på Kragelund Efterskole i skolernes vinterferie.

 

Om Junior Science Camp

Junior Science Camp er en videreudvikling af Inseros sommerskole, Summer Science Camp, som er for de lidt ældre børn. På Junior Science Camp får børn mellem 10 og 14 år sjove udfordringer, som de skal udvikle kreative løsninger til. De skal bygge, programmere, præsentere og konkurrere, og de får fingrene i forskellige teknologier og materialer – bl.a. micro:bit og LEGO Mindstorms.