Danmarks udenrigsminister besøger Insero

Danmarks udenrigsminister besøger Insero

Mandag d.14. august besøgte Danmarks udenrigsminister, Anders Samuelsen Insero – først på Green Tech Center i Vejle og efterfølgende i Vitus Bering Innovation Park i Horsens.

 

Hvordan skaber vi de rette rammevilkår, så virksomheder og iværksættere kan vokse sig store, og hvordan kan udenrigsministeriet bidrage i den proces? Det og meget mere var på agendaen, da Danmarks udenrigsminister, Anders Samuelsen mandag d. 14. august lagde vejen forbi Insero.

 

Besøget startede på Green Tech Center i Vejle, hvor udenrigsminister Anders Samuelsen først fik en introduktion til centret, hvorefter to af demonstrationscentrets beboere præsenterede deres løsninger. Først en præsentation af projektet ’Smart Energy 2 Market, som udvikler en systemløsning af vand- og energiinfrastruktur til det afrikanske marked og herefter Better Energy – et solenergiselskab, som opererer på flere internationale markeder.

 

Efter besøget i Green Tech Center gik turen til Horsens, hvor Vitus Bering Innovation Park dannede ramme for anden halvdel af besøget. Her præsenterede direktør, Mogens Vig Pedersen og direktør i Vitus Bering Innovation Park, Ulla Meinby Sparre, hvordan Insero og Vitus Bering Innovation Park i fællesskab skaber vækst og udvikling – lokalt, nationalt og internationalt. Og hvorledes Insero udvikler, afprøver og implementerer nye energiteknologiske løsninger på de udfordringer, der truer klodens fremtid.

 

På rundvisningen i parken blev udenrigsministeren præsenteret for både Insero men også en række af de virksomheder, som har kontor i parken. En af disse er Insero Software, som udvikler mission-kritiske softwareløsninger til lufthavne – både nationalt og internationalt. Her fik udenrigsministeren lejlighed til at se en Virtual Reality præsentation af det danske luftrum. En teknik som i fremtiden kan anvendes til at overvåge flytrafikken i et luftrum.

 

”Jeg synes, jeg har haft et enormt interessant besøg her i dag. At mærke den energi der er og vilje til at eksperimentere med, hvordan vi får skabt nogle gode rammer for iværksætteri, udvikling af nye teknologier – det er jo det Danmark skal leve af i fremtiden. Jeg er ikke selv erhvervsmand, jeg er politiker og jeg skal være med til at skabe de rammer, som gør at man kan flytte sig de næste skridt, så vi får nye små virksomheder, mellemstore virksomheder men også helst sikkert nye store virksomheder. Det har været enormt inspirerende”, udtaler udenrigsminister Anders Samuelsen.