Insero deltager i samarbejde med Landdistrikternes Fællesråd, Sønderborg Kommune og ProjectZero i et nyt projekt, der handler om at få delebilsordninger mere udbredt i landsdistrikterne.
Inden for kort tid får borgerne i den sønderjyske landsby Fynshav en unik mulighed, når det Insero-ejede selskab TADAA! I samarbejde med Insero A/S, Landdistrikternes Fællesråd, Sønderborg Kommune, ProjectZero og E.ON sætter to eldelebiler til rådighed for landsbyen.
”Delebiler har været populære i de større byer, men er endnu ikke rigtig slået igennem i landdistrikterne. Det vil vi gerne være med til at ændre på” siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard, der håber at borgerne i Fynshav vil gøre brug af bilerne.
Hos Sønderborgs ProjectZero, der arbejder med at gøre Sønderborg-området mere CO2-neutralt i 2029, er administrerende direktør Peter Rathje begejstret.
”El-drevne delebiler passer som fod i hose med ProjectZero-tænkningen, omstillingen til grøn transport og vores billeder af fremtidens dele-samfund. Jeg glæder mig over opbakningen fra borgerne i Fynshav – og ser frem til at kunne igangsætte lignende delebilsordninger i Sønderborg-området, baseret på erfaringerne fra frontløberne i Fynshav” siger han.
Insero håber på at kunne styrke samarbejdet med Sønderborg Kommune og ProjectZero endnu mere igennem projektet, og derved åbne op for nye muligheder og udfordringer i forbindelse med mobilitet i landområderne.