Erhvervsakademi Dania bliver en del af Campus Horsens

Erhvervsakademi Dania bliver en del af Campus Horsens

Til sommer bliver Campus Horsens ved Banegårdspladsen en uddannelsesinstitution rigere. Her skifter Erhvervsakademi Dania lokalerne på Holmboes Allé ud med lokaler i den øverste del af højhuset ved Campus Horsens, som ejes af foreningen Insero Horsens.

 

Studerende og medarbejdere ved Erhvervsakademi Dania i Horsens kan se frem til inden længe at flytte i nye lokaler. Erhvervsakademiet flytter nemlig ind i højhuset ved Campus Horsens, som ejes af foreningen Insero Horsens. Det betyder, at de korte videregående uddannelser Administrationsøkonom og Handelsøkonom flytter fra Holmboes Allé 1C til Banegårdsgade 2.

 

”Vi har fulgt etableringen af Campus Horsens fra sidelinjen, og vi er nu klar til at blive en del af et studiemiljø, hvor alle videregående uddannelser i Horsens er samlet under ét tag. Vi tror på, at vores studerende vil komme til at opleve et endnu bedre studiemiljø og håber på sigt, at vi kan tiltrække både flere studerende og nye uddannelser til Horsens”, siger Annette Westergaard Poulsen, som er campuschef ved Erhvervsakademi Dania i Horsens.

 

Lejemålet er samlet på ca. 1.000 kvadratmeter og fordeler sig over 12. og 13. etage af højhuset.

 

”Vi har i første omgang kigget efter en type af lejere, som kunne være interessant i forhold til de aktiviteter, som er i bygningen og området i forvejen. Erhvervsakademi Dania er en stærk lejer med glimrende synergier til VIA University College og Construction Center Denmark, som vi glæder os til at byde velkommen”, siger Kim Søgård Kristensen, administrerende direktør i Insero Horsens.

 

Læs også: Tilmeld dig rundvisning og oplev det nyopførte Campus Horsens

 

Fortsat kvadratmeter til udleje

De øverste tre etager af højhuset ved Campus Horsens er fortsat udbudt til erhvervslejemål. Det er derfor fortsat muligt for interesserede virksomheder og institutioner at blive en del af det voksende miljø på Banegårdspladsen.

 

”Med udlejningen til Erhvervsakademi Dania har vi nu kun det bedste af det bedste tilbage. Her kan en ny lejer få én eller begge etager, hvor de får kontorlokaler af en høj kvalitet med en ubeskrivelig udsigt og Horsens Banegård som nærmeste nabo. I min optik er det, uden sammenligning, Horsens nye flagskib inden for kontorlokaler og jeg oplever en god interesse fra både lokale og regionale virksomheder, siger Lars Tygesen, som er indehaver ved EDC Erhverv Ejendomscentret.

 

Udlejningen af etagerne i højhuset håndteres af to lokale ejendomsmæglere - EDC Erhverv Ejendomscentret og Nordicals Horsens.

 

Fakta

  • Højhuset på 16-etager er ejet af foreningen Insero Horsens og VIA University College.
  • VIA University College ejer de otte nederste etager mens Insero Horsens ejer de øverste otte.
  • 9.-12 etage rummer Construction Center Denmark som drives i et samarbejde mellem Insero Horsens og VIA University College, mens 13.-16. etage er udbudt til erhvervsudleje.