Der var gang i køkkenet i dag, da Anna Emilie, Ida Marie, Frederik og Emil sammen med deres klassekammerater fra Horsens HF og VUC lavede bugdeller, græs-shots og havregrødschips med chilimelorme.
Workshoppen var den praktiske del af et fælles naturfagligt forløb med biologi og kemi om fremtidsmad, som eleverne har beskæftiget sig med de sidste par måneder, og som er støttet af midler fra Insero Horsens. Katrine Christensen, der er fremtidsmad-entusiast, har både har stået for oplæg for alle HF-klasserne i begyndelsen af forløbet i august og er i dag og i morgen med til at facilitere workshoppen.
Anna Emilie Jacobsen og Ida Marie Holm er begge udeboende og vant til at lave mad til sig selv.
”Jeg spiser faktisk ikke så meget kød i forvejen, men jeg har igennem forløbet og workshoppen i dag fået øjnene op for, hvor vigtigt proteiner er. Ved selv at lave bugrøsti og se hvad de andre fremstiller, så har jeg fået inspiration f.eks. til at lave en Grøn Smoothie med bl.a. ananas, avokado, spinat, melorm, skyr og banan, som alternativ til den smoothie jeg plejer at lave om morgenen”, siger Ida Marie.
Anna Emilie supplerer, imens hun rører rundt i de revne kartofler og gulerødder, der om lidt skal tilsættes fint hakkede melorm og derefter steges på panden i olie.
”Ja, jeg spiser heller ikke så meget kød, da det er dyrt og jeg er opmærksom på dyrevelfærd, men igennem denne workshop, har jeg fået inspiration og fundet ud af, at det egentligt er nemt, at lave nogle retter baseret på grøntsager tilsat protein i form af melorme. Det er en god idé at hakke eller blende melormene, så de bliver skjult i maden og jeg er faktisk spændt på hvordan det smager”, siger Anna Emilie.
Frederik og Emil Nørgaard, der er i gang med at lave Grøn Smoothie på den anden side af køkkenøen, siger samstemmigt, at det giver bedre mening at ændre sine madvaner og forholde sig til fremtidsmad, når man laver det i praksis.
Alle de lækre småretter blev afslutningsvis samlet på en fælles buffet, hvor eleverne kunne smage, hvad de selv og deres klassekammerater havde tilberedt.
”Det har passet supergodt at arbejde med fremtidsmad i biologi. Eleverne skal i forvejen arbejde med bl.a. fordøjelsessystemet og vigtigheden af proteiner. Netop ved at spise grønt tilsat proteiner i form af melorme, som der er i BugRøsti, så sikrer eleverne sig mæthedsfølelsen i længere tid og får ikke lyst til at kaste sig over kaloriefyldte mellemmåltider”, siger Mette Troelsen, der underviser klassen i biologi og som også deltog i skolekøkkenet i dag
I næste uge afsluttes det fælles naturfaglige forløb om fremtidsmad, men inden da deltager klassen fra HF i en innovationsworkshop, hvor de skal omsættes deres nyerhvervede erfaringer med madlavning i køkkenet til nye fremtidsmad-tiltag.