Horsens atleter modtager opbakning frem mod udskudt OL

Horsens atleter modtager opbakning frem mod udskudt OL

Udbruddet af COVID19 og udskydelsen af sommerens OL i Tokyo til 2021 udfordrer de lokale atleters forberedelse. Derfor bakker Insero Horsens nu op om tre lokale talenters rejse frem mod OL i Tokyo i 2021.

 

Flere lokale eliteidrætsudøvere er presset af COVID19, hvor udskydelsen af OL og andre stævner betyder stigende udgifter til et ekstra forberedelsesår. Derfor giver Insero Horsens nu en håndsrækning til tre lokale talenter, som har evnerne til at markere sig på internationalt plan og som inspirerer andre til at drømme stort. Det drejer sig om verdensklassesejleren Anne-Marie Rindom, bokseren Morten Givskov og taekwondoudøveren Jasmin Andersen.

 

”Det var en stor skuffelse for de danske atleter og sportsfans, at OL i Tokyo og andre store stævner blev udskudt. Jeg er derfor glad for at vi i Insero Horsens kan hjælpe tre lysende sportstalenter med at forfølge deres drøm om at repræsentere deres land til de olympiske lege”, siger bestyrelsesformand i Insero Horsens, Hanne Blume.

 

Insero Horsens har bakket op om Anne-Marie Rindoms rejse mod store, internationale resultater siden 2014 – først målet om medaljer ved OL i Rio i 2016 og nu drømmen om OL-guld i Tokyo.

 

Læs også: 15 lokale foreninger og klubber modtager COVID19-bevilling fra Insero Horsens

 

”Økonomisk opbakning fra Insero Horsens har været en afgørende faktor for min kampagne frem mod OL i Tokyo 2020. OL er udsat og det har skabt udfordringer, som Insero Horsens er med til at løse, så min drøm om OL-guld holdes i live og jeg kan fortsætte forberedelserne”, siger Anne-Marie Rindom, som allerede har kvalificeret sig til de Olympiske Lege.

 

Ud over Anne-Marie Rindom har bokseren Morten Givskov og taekwondoudøveren Jasmin Andersen modtaget opbakning.

 

20-årige Morten har vundet det danske mesterskab i sin vægtklasse flere gange og er et naturligt samlingspunkt i den daglige træning i sin klub, BK Vitus i Horsens. Morten havde 14 kampe i klub- og landsholdsregi i 2018-2019 og vandt dem alle. Jasmin Andersen har dyrket taekwondo siden 2008 og ligger i øjeblikket nr. 40 på verdensranglisten. Hendes resultater inkluderer flere DM-titler – både som junior og senior. I 2020 vandt hun bronze ved German Open og var i kvartfinalen ved Dutch Open.

 

Jasmin Andersen og Morten Givskov har begge fået udskudt deres kvalifikationsturneringer til De Olympiske Lege til senere på året.