I en tid som er domineret af hastig teknologisk udvikling er behovet for danske ingeniører markant stigende. Med en fælles vision om at sætte naturvidenskab og teknologi i front og gøre ingeniørfaget mere attraktivt for unge er Insero indgået i et nyt samarbejde med Engineer the Future.
Engineer the Future står bl.a. bag en landsdækkende kampagne, hvor danske ingeniører og ingeniørstuderende fortæller om deres liv, kompetencer, personlighed og hvordan de via deres fag gør en forskel. Bag Engineer the Future er en sammenslutning af virksomheder, uddannelsesinstitutioner og organisationer og nu også Insero, som har det fælles formål at flere unge i fremtiden inspireres til at blive ingeniører.
”Vi er rigtig glade for at byde velkommen til Insero som partner i Engineer the Future. Med vores fælles mål om at få flere børn og unge til at interessere sig for naturvidenskab og teknologi, er jeg sikker på, at vi kan drage stor nytte af hinandens viden og kompetencer,” siger Ghita Wolf Andreasen, projektdirektør i Engineer the Future.
Gennem initiativer såsom Engineering Lab sætter Insero naturvidenskab og teknologi på dagsorden allerede i grundskolen. Her har Insero fokus på at styrke elevernes interesse for de tekniske og erhvervsfaglige ungdomsuddannelser og udvikle elevernes evner til at løse praktiske problemer ved at anvende nye teknologier i undervisningen.
Hos Insero arbejder vi for at styrke elevers interesse for naturvidenskab og teknologi. Læs mere om vores uddannelsesaktiviteter her.