Lærere får genvej til mere teknologi i klasselokalerne

Eleverne i 7.D på Juelsminde Skole mødte den 22. november op til en anderledes skoledag. Her var skolebøgerne skiftet ud med raketbygning og hjemmelavede landingsbaner, da Insero Horsens lancerede det nye uddannelseskoncept STEAM Sprinter. Et koncept, som skal give områdets lærere en genvej til at implementere ny teknologi og viden direkte i klasselokalet.

 

Fremtidens kompetencer kalder på teknologiforståelse og evnen til at løse praktiske problemer. Men med færre ressourcer og mindre forberedelsestid er det svært for lærere at afsætte tid til at introducere nye teknologier og undervisningsmetoder i klasselokalet.

 

Med det nye koncept fra foreningen Insero Horsens kan omtrent 7000 elever og 300 lærere over de næste tre år se frem til at fordybe sig i teknologier gennem aktiviteter som raketbygning, termografi og sorteringsmaskiner. Alt sammen uden at skulle have penge op af lommerne eller bruge af den dyrebare forberedelsestid.

 

”Det er vigtigt for os hele tiden at udvikle elevernes nysgerrighed og lærelyst blandt andet ved at introducere nye teknologier i undervisningen. Men netop dette er forbundet med udfordringer,” fortæller Lasse Kristensen, Pædagogisk leder på Juelsminde Skole, og uddyber: ”Frem for at vi som skole selv skal investere i teknologien og lærerne skal igennem adskillige kurser, så får vi her én samlet pakke, som vækker elevernes interesse for naturvidenskab og inspirerer lærere, elever og ledelsen til en mere undersøgende tilgang i undervisningen.”

 

STEAM Sprinter er en række undervisningsforløb, som faciliteres af uddannelseskonsulenter fra Insero Horsens og er gratis for skolerne i området mellem Horsens, Hedensted og Vejle Kommune. Forløbene gennemføres i sprints i fællesskab med lærerne, som får adgang til nye teknologier, materialer og viden, som de normalt ikke har adgang til.

 

Der er allerede nu syv skoler og 25 forløb i kalenderen hos Insero Horsens.

 

Sjove udfordringer fra virkelighedens verden

Der var dyb koncentration at spore, da Naja på 13 år kastede sig over at designe sin egen rumraket, og klassekammeraten Rasmus konstruerede en landingsbane, hvor hans hjemmelavede raket skulle trodse tyngdekraften og stå sin test. Henrik Skov, lærere i fysik, kemi og matematik fra Juelsminde Skole, som har booket forløbet hos Insero Horsens, var begejstret for den anderledes tilgang til undervisningen, som STEAM Sprinter tilbyder.

 

"Eleverne er mere motiveret og engageret, fordi de får lov til at arbejde mere hands-on end vi ellers gør i den daglige undervisning. Samtidig udvikler forløbet alle i et lidt andet tempo. De elever, der er stærke i faget, får lov at nørde igennem og de, der er knap så stærke, får mere tid til at fordybe sig i det, de laver.” 

 

Alle STEAM Sprinter forløbene er bygget op omkring sjove udfordringer fra virkelighedens verden og tager udgangspunkt i STEAM, som er en betegnelse for Science, Technology, Engineering, Art og Math. Samtidig tages der højde for at aktiviteten kan forankres i lærernes daglige arbejde og er et afsæt til det videre arbejde.

Lærerne bliver hørt  

Det seneste årti har Insero Horsens arbejdet for at styrke undervisningen inden for naturvidenskab i tæt dialog med områdets lærere. Hvor man før i tiden efterspurgte adgang til teknologier, er der i stigende grad behov for tid og inspiration til at anvende teknologi i undervisningen.

 

”Vi har lyttet til lærerne og tilbyder derfor med STEAM Sprinter faglig sparring og inspiration til at anvende teknologierne i praksis. Det gør vi ved at komme med ressourcer i form af kompetencer og teknologi, som kan understøtte lærernes daglige undervisning og dermed bidrage til at styrke undervisningen inden for naturvidenskab i området,” fortæller Hanne Blume, bestyrelsesformand i Insero Horsens.  

 

STEAM Sprinter er et led i Insero Horsens indsats på uddannelsesområdet, hvor ambitionen er at vække børn og unges interesse for naturvidenskab og teknologi og styrke kvaliteten af undervisningen inden for de naturvidenskabelig fag. På sigt skal det medvirke til, at flere uddanner sig inden for de videnskabelige fag i fremtiden.

 

Om Insero Horsens

Insero Horsens er en forening, som vil skabe bæredygtig vækst og udvikling inden for energi og IT i vores lokalområde, som er området mellem Horsens, Hedensted, Vejle og Juelsminde.

 

Foreningen investerer i at udvikle det lokale erhvervsliv, innovationsevne og vidensniveau og samtidig også i at løfte områdets tilbud inden for uddannelse, sport og kultur.  Alle investeringerne skaber dynamik i erhvervslivet og bidrager til at skabe nye arbejdspladser, teknologier og tilbud. 

 

Fakta om STEAM Sprinter

  • Forløber over en periode på 3 år fra august 2019 – august 2022
  • Tilbydes til alle alderstrin i grundskolen – fra indskoling til udskoling
  • Et tilbud til alle skoler, men tilbydes uden beregning til skoler, som er placeret i foreningen Insero Horsens lokalområde mellem Horsens, Hedensted og Vejle Kommune.
  • Der er et begrænset antal forløb pr. skole uden beregning.