Lokale projekter modtager opbakning fra Insero Horsens

Agilitybane til Sydbyens Bevægelsespark, toåres inrigger til Horsens Roklub og bidrag til opstartskoncert i Juelsminde Musikforening. Det er eksempler på nogle af de projekter, som netop har modtaget en bevilling.

 

En række lokale aktører har netop modtaget en bevilling fra Insero Horsens, som skal bidrage til at gøre lokalområdet endnu mere attraktivt. En af dem er FC Horsens, som skaber Sydbyens Bevægelsespark, der skal blive et samlingssted i Horsens og omegn for alle uanset alder eller fysisk formåen.

 

Vores grundtanke i FC Horsens er, at vi føler et lokalt ansvar for at forene og udvikle området i Sydbyen, hvor vi gerne vil være et sted, som indbyder til leg og bevægelse og samtidig understøtter fællesskab, trivsel, glæde og sundhed. Det synes jeg, at Sydbyens Bevægelsespark er et resultat af”, siger Christina Antonsen, som er formand i FC Horsens.

 

Bevillingen til FC Horsens og Sydbyens Bevægelsespark er på 250.000 kr. og er målrettet en agilitybane til det nye område.

 

”Sydbyens Bevægelsespark har potentialet til at blive et lokalt omdrejningspunkt for boldspil, bevægelse, træning og socialt samvær gennem aktiviteter og områder, hvor alle kan være med. Vi er glade for at bidrage til projektet”, siger administrerende direktør i Insero Horsens, Kim Søgård Kristensen.

 

Fortsat mulighed for at søge om COVID-19 bevilling

Sidste år øgede Insero Horsens ekstraordinært bevillingsrammen inden for sport og kultur, for at hjælpe de lokale klubber og foreninger, der blev udfordret af COVID-19. I denne omgang har bl.a. Horsens Roklub modtaget en COVID-19 bevilling målrettet en ny toåres inrigger, som skal erstatte deres nuværende båd fra 1949.

 

På trods af omhyggelig vedligeholdelse, holder vores både ikke for evigt. Vi sparer derfor altid sammen til den næste nyerhvervelse og er meget glade for bevillingen fra Insero Horsens. Bidraget medvirker til at vi kan være med fremme og tilbyde vores medlemmer og mange udenbys gæster gode både til mange dejlige oplevelser på vandet”, siger Vibeke Byskov, som er formand i Horsens Roklub. Ud over Horsens Roklub har også Korning Idrætsforening, Sole IF og Juelsminde Musikforening modtaget en COVID-19 bevilling.

 

Den udvidede bevillingsramme er gældende indtil udgangen af 2021.

 

Insero Horsens har fire årlige ansøgningsfrister og den næste er den 1. december 2021. For at gøre behandlingsprocessen så effektiv som mulig anbefaler Insero Horsens, at interesserede klubber og foreninger tager direkte kontakt enten på telefon eller mail.

Se oversigt over alle nye bevillinger herunder.

 

FC Horsens – 250.000

Opbakning til Sydbyens Bevægelsespark i Horsens målrettet en agilitybane.

 

HIC – 100.000 kr.

Gentegning af sponsorat i basketballklubben for 2 år.

 

Hedensted Kommune – 50.000 kr.

Bidrag til indkøb af naturfaglige emnekasser, som skolerne i Hedensted Kommune kan låne til undersøgelsesbaseret og eksperimenterende naturfagsundervisning på alle klassetrin.

 

Horsens Roklub, COVID-19 – 51.000 kr.

Midler til toåres inrigger, som erstatning for tidligere båd fra 1949.

 

Bevillinger op til 50.000 kr.

 

Horsens HF & VUC

Workshops om fremtidens mad for elever.

 

Horsens Kunstmuseum

Midler til udstillingerne MORI MORI og Fragile.

 

Korning Idrætsforening, Borgerforening og Idrætsforeningens Venner, COVID-19

Tilskud til fælles markedsdag som erstatning for aflyste byfester.

 

Sole IF, COVID-19

Tilskud til genstart af klubben og fastholdelse af frivillige.

 

Juelsminde Musikforening, COVID-19

Bidrag til opstartskoncert efter nedlukning.

SØGER DU OPBAKNING TIL ET PROJEKT?

Vi bevilger løbende midler til en række lokale projekter inden for uddannelse, sport og kultur. Har du et projekt, som du gerne vil søge om opbakning til? Læs mere om vores fokusområder og hvordan du ansøger.