Mobilt videnscenter sætter fart på tværfaglig læring

Mobilt videnscenter sætter fart på tværfaglig læring

Ny teknologi og tværfaglige læringsforløb inden for bæredygtighed, klimarenovering og byggeri bliver rullet ud til alle landets erhvervsskoler i løbet af 2018 takket være et nyt mobilt videnscenter. Insero bidrager med gennemgående erfaring til at udvikle det nye videnscenter.

 

Kæmpe containere fyldt op med den nyeste viden kommer til at rulle ud på vejene i løbet af 2018. Det er realiteten efter Undervisningsministeriets beslutning om at støtte Learnmark Horsens, Roskilde Tekniske Skole og Den jydske Haandværkerskoles forslag om et mobilt videnscenter inden for bæredygtighed, klimarenovering og byggeri.

 

De to specialbyggede containere skal besøge alle landets erhvervsskoler, hvor eleverne får mulighed for at arbejde på tværs af håndværk for at sikre bæredygtighed og klimarenovering inden for alle dele af byggeriet. Og inspirationen for at skabe et mobilt videnscenter kommer fra Insero.

 

Erfaring hentes hos Insero

Insero har i flere år udviklet, designet og implementeret mobile labs til brug for de lokale grundskoler – vel at mærke med udstyr som de enkelte skoler ikke selv har og med nøje udformede læringsforløb, der understøtter den pædagogiske brug af teknologien. På den måde bliver der sikret størst mulig læring.

 

”Vi ser frem til at udvikle containerne sammen med videnscentret. Vores erfaring er, at det giver gode muligheder for at lave inspirerende og motiverende undervisning. Derudover skal man tænke på, at containerne kommer ud på skolerne og dermed kommer til at spille ind i den skoledagligdag, som allerede er på skolerne,” siger Team Lead hos Insero Education, Katrine Læssøe Mikkelsen.

 

Læs mere om det nye mobile videnscenter her.