Kreativ og kulturel mangfoldighed trives hos Hedensted Musical Talenter, som år efter år øger talentmassen af unge musicalskuespillere.
I Hedensted kan unge kreative dyrke deres musikalske interesse og 'gå til musical'. Et musicalprojekt for 13-35 årige har i 20 år udviklet talentfulde unge med passion for musical og teater, som i et professionelt set-up udvikler deres kompetencer gennem arbejdet med store musicalproduktioner.
Igennem årene er ambitionerne steget i takt med, at flere og flere unge talenter er blevet en del af den faste trup og Hedensted Musical Talenter leverer bl.a. dygtige talenter til Palsgaard Sommerspil og musical uddannelsen i Fredericia.
I 2023 opfører Hedensted Musical Talenter musicalen "Midt om Natten", baseret på Kim Larsens musik og filmen af samme navn.
Medlems- og bevillingschef Berit Lehmann Kristiansen fortæller:
”Insero Horsens uddeler hvert år midler til kulturprojekter, der støtter udviklingen af nye talenter, kommer mange til glæde og gør en forskel i vores lokalområde. Og netop Hedensted Musical Talenter har i 20 år givet de unge en kreativ platform, hvor de i et stærkt fællesskab kan udfolde og udvikle sig sammen. Derfor er vi så glade for at kunne støtte de unge musicalspirer.”
Har du også en idé til et kreativt projekt, du gerne vil have støtte til? Så læs mere om vores bevillinger, og hvad vi støtter her.