Projekt Aktiv Ø har til formål at udvikle et bredt udvalg af aktivitetstilbud og samtidig skabe vækst, arbejdspladser og en øget synlighed omkring øen Endelave.
Der er stort potentiale for at styrke turisterhvervet på Endelave, og på den baggrund har Projekt Aktiv Ø som en langsigtet vision om at skabe ”Danmarks mini-La Santa”. I første omgang er ønsket er at øge antallet af aktivitetstilbud i de kommende år og ikke mindst at promovere de gode muligheder for en aktiv ferie på Endelave.
Formålet med Projekt Aktiv Ø er at give endnu flere børn, unge og ældre en god oplevelse med sport og bevægelse, men ønsket er også at profilere Endelave positivt og øge turismen - og på lidt længere sigt også at øge bosætningen.
Flere aktiviteter hele sommeren
På baggrund af et princip om 100 pct. frivilligt arbejde gennemførte Endelave Idrætsforening i sommeren 2018 "Aktiv Ø-ferie" for feriebørn- og voksne samt øens egne børn og unge. Aktiv Ø-ferie, som blev gennemført for syvende år i træk, giver alle på øen mulighed for en aktiv ferie med masser af oplevelser i en skøn natur og med fokus på fysisk aktivitet, der bruger naturen, herunder fodboldskole, sejlads, surf, crossfit og mini-triatlon.
Hensigten er, at aktiviteterne med tiden skal brede sig over endnu flere uger af sommeren, så der skabes grundlag for flere kommercielle investeringer på øen. Øget aktivitetsniveau og målrettet markedsføring vil nemlig understøtte turisterhvervet og danne grundlag for flere overnatninger på kroen og i øens andre overnatningsmuligheder – bl.a. skaber Projekt Aktiv Ø mulighed for at tiltrække flere sejlere, sommerhus- og campingturister samt endagsbesøgende til øen.
Insero Horsens har ydet økonomisk støtte til projektet for at sætte gang i etablering og afvikling af aktiviteterne samt øge markedsføringen, da Projekt Aktiv Ø ses som et nyskabende breddeidrætsprojekt, der samtidig understøtter en sund og bæredygtig udvikling på Endelave.