På opdagelse i eget køkken: forsøg og eksperimenter med dagligvarer

På opdagelse i eget køkken: forsøg og eksperimenter med dagligvarer

Du vil gerne af med dit tyggegummi, men der er ikke nogen skraldespand. Hvordan kommer du af med det? Det var én af de ting unge i alderen 13-18 år undersøgte til virtuelle Science Workshops i vinterferien. Her udforskede de det naturvidenskabelige og teknologiske.

 

Mange unge har i vinterferien deltaget i virtuelle Science Workshops for blandt andet at lave kemiforsøg hjemme i køkkenerne og skabe deres helt egne laboratorier. Vinterferien er normalt lig med science og naturvidenskab, når Winter Science Camp afholdes, men på grund af COVID19 foregik de sjove eksperimenter og forsøg i år bag computerskærmen.

’’Det har selvfølgelig været anderledes at deltage online, men det er interessant fordi man stadig har mulighed for at snakke med både workshopholdere og de andre deltagere.’’

Peter Reinholdt 17, som til dagligt går på Horsens HF og VUC og som har deltaget på en række science camps tidligere.

Udover eksperimenter med køkkenkemi, hvor tyggegummi opløses med mørk chokolade har deltagerne også undersøgt nye sider af cola og prøvet at svare på, hvad hemmeligheden bag sodavand er. De udfoldede sig også på områder som programmering, gamedesign og udforskede nogle af de vigtigste organer i kroppen.


Virtuelle forsøg og eksperimenter er populære
I alt deltog 73 piger og drenge i de enkelte workshops, hvor nogle deltog i flere, og dermed valgte at bruge tid i vinterferien på naturvidenskab og teknologi. Peter Reinholdt fortæller om et forsøg han lavede i køkkenkemi, som gik ud på at teste pH værdier ud fra vandet fra kogt rødkål.

 

’’I køkkenkemi lavede vi et pH forsøg med rødkål, hvor vi skar det i mindre stykker og kogte det i vand. Derefter blev vandet fordelt i fire glas og forskellige basiske og syrlige elementer blev blandet med vandet, for at se hvad det gjorde ved farven på vandet. Det første glas puttede vi natron i, som er basisk, hvorefter vandet blev lyseblåt. I et andet glas kom der danskvand i, som er lidt syrligt og vandet blev lyselilla. I et tredje glas kom der eddike i, som er meget surt og vandet blev pink. Så skulle vi selv forsøge at blande vandet med noget og hvis farven ikke ændrede sig, var der en neutral værdi,’’ siger Peter Reinholdt, som udover workshop om køkkenkemi også har deltaget i workshop om gamedesign og colaeksperimenter.

 

Samme ambition med nye rammer
På trods af de nye virtuelle rammer er ambitionen fortsat den samme, nemlig at vække de unges interesse for naturvidenskab og teknologi og medvirke til at flere på sigt uddanner sig inden for de naturvidenskabelig fag i fremtiden.

 

’’Virtuelle Science Workshops giver de unge muligheden for at udvikle sig indenfor de naturvidenskabelige og teknologiske områder, gennem forsøg og eksperimenter, hvor de skal tænke kreativt og bruge deres opfindsomhed. De nye rammer, som alternativ til de fysiske camps, fungerer godt i form af at de unge stadig kan tilegne sig ny viden og få inspiration til fortsat at dyrke deres interesse for naturvidenskab,” siger Katrine Læssøe Mikkelsen, som er ansvarlig for uddannelsesaktiviteter i Insero Horsens.

 

Bag de virtuelle science workshops er foreningen Insero Horsens samt ungdomsskolerne i Horsens, Hedensted og Vejle Kommuner.

Billeder fra Virtuel Science Workshops