Adelaide januar til juni 2009

Adelaide januar til juni 2009

Nu er Energi Horsens Talent, Cecilie Nøhr vendt tilbage efter et halvt år i praktik hos Novozymes i Australien. I Cecilies sidste brev, gør hun status over opholdet. Læs brevet her.

 

Cecilie Nøhr Pedersens internship i Novozymes

 

Fra januar til juni 2009 har jeg været på forskningsophold i Australien. Det spændende forskningsarbejde, hvor jeg i høj grad arbejde selvstændigt, har været en stor udfordring, som jeg til fulde har nydt at give mig i kast med. En masse erfaringer rigere er jeg nu vendt hjem til Danmark, og jeg tvivler ikke på, at det, jeg har lært under mit internship i Novozymes, vil gavne mig, når jeg starter på medicinstudiet og senere i min karriere.

Cecilie Nøhr Pedersen, august 2009

 

 

Forskningsarbejdet
Den australske del af Novozymes arbejder med stoffer, der støtter cellevækst. Mange proteiner og medikamenter fremstilles i dag ikke kemisk, men af celler. For at disse har optimale forhold for vækst og produktivitet, har de brug for såkaldte vækstfaktorer. Før i tiden blev serum fra dyr brugt som vækstmedier, fordi de indeholder de nødvendige vækstfaktorer. Problemet er bare, at man ikke med sikkerhed kan sige, hvad dette dyreserum ellers indeholder, og derudover må det etiske aspekt overvejes. Derfor har Novozymes designet to vækstfaktorer, der kan bruges, når dyreprodukterne erstattes af kunstigt fremstillede produkter. Det har endda har vist sig at disse produkter har endnu bedre effekt end vækstfaktorerne fra serum. Det ene er LONG®R3IGF-I, som er en vækstfaktor, der er medvirkende til, at cellerne kan overleve. Det andet produkt, CellPrimeTM rTransferrin, sørger for at jern bliver transporteret ind i cellerne.

 

Det har vist sig, at når de to produkter kombineres, opstår en synergistisk effekt på vækst og produktivitet i cellerne, sammenlignet med hvis produkterne tilsættes enkeltvis. Grunden til, at denne synergieffekt opstår, er dog endnu uklar, og det er denne gåde, jeg har arbejdet på at besvare under mit ophold.

 

 

Dagligdagen i laboratoriet var præget af meget eksperimentelt arbejde
Forskning tager tid, og eksperimenter forløber ikke altid, som man har planlagt. Selvom jeg brugte mange timer på at udføre forsøg til at teste forskellige hypoteser, er der ikke kommet nogen endelig forklaring på den synergistiske effekt. Mit arbejde har dog ikke været spildt. Da jeg tog hjem, stod en bioteknologistuderende klar til at fortsætte projektet. Eftersom jeg har gjort det indledende arbejde, skulle der forhåbentligt snart komme resultater, der kan besvare, hvorfor den synergistiske effekt mht. vækst og produktivitet opstår i cellerne, når de to produkter kombineres.
Hverdagen med udførelse af eksperimenter var rigtig spændende, og den aktive indstilling, jeg havde fra starten, betød at ikke to dage var ens. Nedenfor er nogle af de mange interessante udfordringer, jeg har haft på arbejdet under mit internship:

 

o Interessant laboratoriearbejde
o Præsentation af resultater på interne møder
o Ugentlige dansklektioner for kollegaer
o Updatering af blog
o Foredrag på seminar i Novozymes
o Udarbejdelse af afsluttende videnskabelig rapport og præsentation af nåede resultater
o Præsentation af min forskning og rundvisning i laboratorierne for universitetsstuderende

 

 

Hvad fik jeg ud af mit internship?
Mere erfaring med den naturvidenskabelige metode
De mange timer i laboratoriet har selvfølgelig lært mig metoder og teknologier, der bruges i den biologiske forskning. Jeg vil dog påstå, at jeg har fået meget mere med hjem end bare forbedrede pipetterings-evner. At jeg har arbejdet på et selvstændigt projekt, har betydet jeg har været hvert trin i den naturvidenskabelige metode igennem. Baggrundsartikler blev læst, hypoteser og mål blev udarbejdet, eksperimenter blev designet og udført, og endelig blev resultater analyseret og behandlet. Hele vejen igennem har jeg selvfølgelig fået god vejledning fra mine kollegaer og i særdeleshed min videnskabelige vejleder. Gennem sparring og konstruktiv kritisk fra kollegaer er jeg blevet mere fortrolig med forskningsprocessen, og det vil uden tvivl komme mig til gode senere i min karriere.

 

 

Forbedrede kommunikationsevner
En af mine forhåbninger for turen var, at jeg kunne inspirere andre til at interessere sig for naturvidenskab, og det jeg lavede under mit internship. Dette var også grunden til, at jeg inviterede en gruppe universitetsstuderende til at besøge Novozymes. Dette initiativ, såvel som de fremlæggelser jeg holdt på forskningsseminarer og på interne møder, trænede uden tvivl mine mundtlige formidlingsevner af min forskning.
En måde, hvorpå jeg fik trænet mit skriftlige engelsk, var ved at holde min blog www.novozymesblog.com opdateret. Det var dog en skam, at bloggen ikke fungerede fra begyndelsen af mit ophold. Jeg fik mange indtryk i starten, som det kunne have været interessant at skrive om. Derudover var det heller ikke før hen mod slutningen, at jeg blev kontaktet af folkene bag en anerkendt hjemmeside for naturvidenskabelige blogs, der inviterede mig til at poste et link på deres hjemmeside hver gang, jeg opdaterede bloggen. Alt i alt vil jeg dog sige, at det har været både sjovt og meget spændende at reflektere over små ting i hverdagen såvel som at diskutere større emner, som fx hvordan vi kan tiltrække flere unge mennesker til at studere naturvidenskab.

 

 

Networking
Ikke alene fik jeg udvidet mit netværk af naturvidenskabelige forskere ved at arbejde for Novozymes, men halvdelen af tiden arbejdede jeg i laboratorierne på University of Adelaide. Novozymes har et tæt samarbejde med universitetet og for mig betød det, at jeg fik endnu flere kontakter af forskere fra hele verden. Fordi jeg også senere i min uddannelse og karriere ønsker at komme udenlands, er det en stor fordel, at jeg har haft mulighed for at udvide mit netværk af internationale kontaktpersoner.

 

 

En masse oplevelser jeg aldrig vil glemme!
Det har været meget vigtigt for mig ikke kun at være aktiv på jobbet, men også i fritiden. Australien er et multikulturelt land, så ikke bare har jeg nydt at udforske landets historie og kultur, men jeg har også mødt interessante mennesker fra resten af verden. Sammen med mine nye bekendtskaber har jeg fået mange unikke oplevelser. Et lille udvalg af disse er de utallige vandreture i naturen omkring Adelaide, weekendture til naturskønne områder, museumsbesøg og fordybelse i aboriginernes drømmetidshistorier, cocktailparty med Sydaustraliens premiereminister, internationale madlavningskurser og adventure-events så som bjergklatring, svæveflyvning og faldskærmsudspring.

 

 

Til slut...
Vil jeg takke rigtig mange gange for, at Energi Horsens støttede mit ophold. Jeg har fået en masse udfordringer, oplevelser og erfaringer for resten af livet. Både de rent tekniske laboratoriefærdigheder og mine formidlingsevner er blevet kraftigt forbedret, hvilket jeg bestemt vil kunne drage nytte af både i min videre uddannelse og senere karriere. Jeg er taknemmelig over at I støttede mit ophold økonomisk, så jeg kunne få denne unikke mulighed for faglig træning og udvikling under mit ophold i Adelaide.