Børn eksperimenterer sig til overlevelse på øde ø

Børn eksperimenterer sig til overlevelse på øde ø

Hvordan overlever du på en øde ø – kun ved hjælp af vragdele? Det var bare én af de sjove udfordringer omtrent 100 nysgerrige piger og drenge i alderen 10 – 13 år løste, da de skød sommerferien i gang ved at eksperimentere og gå på opdagelse i naturvidenskabens verden.

 

I denne uge mødtes børn i Hedensted, Vejle og Horsens for at hjælpe skibbrudne ’Polly’ ud af en slem kattepine. Hun er strandet på en øde ø og de skal hjælpe hende til at overleve ved at opfinde og programmere overlevelsesudstyr. Det hele foregår på Junior Science camp, som for tredje år i træk er arrangeret af Insero Horsens.

 

”Vi har lavet en robot, som vi har programmeret til at kunne køre og dreje rundt, så vi kan sende SOS til skibene, der sejler forbi den øde ø,” fortæller Mads Førslev Petersen, fra 5.z på Hedensted Skole, som deltog i Junior Science Camp på Løsning Skole d. 3. juli.

 

Nødsignal er første trin til overlevelse

Regel nummer et, når du skal overleve på en øde ø er at sikre, at skibene på havet kan finde dig – derfor startede børnene udfordringen ud med at bygge og programmere et nødsignal. De eneste materialer til rådighed, var de vragdele, som var skyllet op på land. Heldigvis var der LEGO Mindstorms blandt vragdelene og kreativiteten fik dermed frit spil, da der blev eksperimenteret med konstruktioner og opfindelser i de forskellige grupper. Netop gruppearbejdet og mødet med andre, som også kan lide at nørde science og teknik, var én af de ting, Mads Førslev Petersen, synes har været særligt godt. 

 

Vi har arbejdet meget i grupper, hvor vi har lavet en masse sjove ting sammen. Det har været en rigtig god oplevelse, fordi jeg har lært en masse nye at kende."

 

Campen består af fem 1-dags workshops, som holdes på Løsning Skole i Hedensted, Engineering Lab i Horsens og Teknologicentret på Syddansk Erhvervsskole i Vejle.

 

Større interesse for kemi og fysik

Hvert år sammensættes et nyt program, som blandt andet tager højde for deltageres ønsker. I år betød det et endnu større fokus på kemi og fysik, hvilket indebar aktiviteter som cola-mentos springvand, syre-baseforsøg med rødkålssaft, minerydning, magnetisme og meget mere. Alt sammen med fokus på at naturvidenskab ikke kun hører til i et klasseværelse. 

 

”Vi har lært, at vi faktisk kan lave mange forsøg derhjemme. Vi har eksempelvis eksperimenteret med cola og rødkålssaft. Det er nok bare ikke alle de forsøg, vi har lavet i dag, som vi må lave for vores forældre,” griner Jonas Holmbo Vind fra 4.Y på Stjernevejskolen i Hedensted, som livligt fortæller om det cola-mentos forsøg han og vennerne havde lavet tidligere på dagen. 

 

Bryder rammerne for traditionel klasseundervisning

Naturvidenskab er ikke kun forbeholdt skoletiden og bestemte fag. Til Junior Science Camp er der frie rammer til at opfinde og eksperimentere. Dermed er der tid til at fordybe sig, hvilket adskiller sig fra de 45 min. lektioner, som børnene kender fra skoledagen.

 

”Vejen til læring på Junior Science sker gennem eksperimenter og forsøg, hvor vi udfordrer de unge til at tænke praktisk og kreativt, så de kan lære, hvordan de kan tænke teknologier og hverdagskemi ind i praktiske løsninger, som eksempelvis at bygge overlevelsesudstyr, fortæller uddannelseskonsulent ved Insero Sine Martinussen Bjerre og uddyber:

 

"Vi oplever, at børnene nyder at få tid til at eksperimentere og fordybe sig sammen med andre børn, som de deler interessefællesskab med.”

 

Formålet med Junior Science Camp er at vække børnenes interesse for naturvidenskab og teknologi og medvirke til at flere på sigt uddanner sig inden for de naturvidenskabelige fag i fremtiden. 

Billeder fra Junior Science Camp 2019