Energi Horsens inviterer alle til idé-arrangement

Energi Horsens inviterer alle til idé-arrangement

Som åbning af den nye, lokale konkurrence idédysten holder Energi Horsens fredag og lørdag to store idé arrangementer. Teater, sjov og idéudvikling er i fokus - og alle store som små er inviteret.

 

Idédysten er en stor konkurrence for alle i Horsens, Vejle og Juelsminde området om de bedste ideer. For at sætte fokus på det at få ideer og hjælpe interesserede på vej, afholder Energi Horsens derfor to arrangementer - som også skyder konkurrencen i gang. Fredag d. 15. januar kl. 16 på Bytorv Horsens og lørdag d. 16. januar kl. 10 på Hedensted By-torv.

 

Improvisation og sjove ideer

Arrangementet bliver en spændende blanding af skuespillere, musikere og idé-magere. Alle er de på stedet til at gøre dagen sjov og idérig for forbipasserende. Uden at løfte sløret helt på arrangementet, vil der være mulighed for at alle kan komme og "købe" et musikstykke, en løsning på et problem eller man kan købe et problem - og se hvad løsningen kunne være. Prisen er på omkring en krone. Løsningerne skabes på stedet ved at improvisere, spørge forbipasserende til råds og ved at bruge lyd og forskellige andre effekter.

 

Idébolde i luften

Til arrangementet vil Energi Horsens desuden dele idébolde ud. "Vi ønsker med idédysten at holde mange ideer i luften. Og mon ikke idébolde kan få nogle til at bruge fem minutter på at få en idé?" forklarer Karsten Lumbye Jensen, som er innovationschef i Energi Horsens. Til arrangementet vil der også være mulighed for at tage en test på www.idedysten.dk, hvor man du finde frem til dit idé-DNA - altså hvor idérig du er. Har du allerede en god idé eller vil høre lidt mere praktisk om konkurrencen, vil der også være mulighed for det.

 

Hvor og hvornår

Fredag på Bytorv Horsens kl. 16-17.30 Lørdag på Hedensted Bytorv ved Expert kl. 10-12

Alle er velkomne og arrangementet er gratis.