Energi Horsens mødtes med iværksættere

Energi Horsens mødtes med iværksættere

Uge 46 stod i iværksætteriets tegn, og hele ugen deltog iværksættere og virksomheder med vækstdrømme i 100 forskellige events, workshops og foredrag landet over. Energi Horsens var repræsenteret ved flere arrangementer.

 

Som investor har Energi Horsens brug for at komme ud og møde iværksættere og virksomheder med investeringspotentiale. Derfor deltog Investment Manager Søren Munk fra Energi Horsens i flere iværksætterarrangementer, herunder konferencen 'Kapitalmarkedet lige nu' og en matchmaking-konference imellem investorer og iværksættere.

 

Kapitalmarkedet lige nu
Foreningen Connect Denmark og Vejle Erhvervsudvikling stod bag konferencen 'Kapitalmarkedet lige nu', som foregik i Slagteriet - Udviklingspark Vejle.


"Vi har dog ikke tænkt os at slagte iværksættere, men snarere at slagte de barrierer, som iværksættere møder på deres vej til at skabe vækst". Sådan indledte centerleder i Slagteriet, Per Hein, arrangementet.


Investment Manager Søren Munk holdt her et oplæg om, hvordan man i Energi Horsens ser på idéen og virksomheden forud for en investering.  Søren Munk fortalte de fremmødte om Energi Horsens formål, hvilke virksomheder, der er blevet investeret i, og hvad det kræver, når man som iværksætter gerne vil søge en investering hos Energi Horsens.


"Det er vigtigt, at vi som investor kommer ud og møder iværksættere dér, hvor de er, som ved dette arrangement. I Energi Horsens er vi altid på udkig efter iværksættere, virksomheder, projekter, som vi kan investere i. De skal dog falde inden for vores fokusområder, energi og kommunikationsteknologi, og så skal de samtidig rumme potentialet til en god forretning".

 


Matchmaking-konference
Energi Horsens deltog også i en matchmaking-konference, som ventureselskabernes forening DVCA og Væksthusene stod bag. 


Konferencen blev holdt i Århus og begyndte med tre inspirerende indlæg bl.a. af en iværksætter, der har været hele processen igennem fra investering til exit, dvs. hvor investorerne trækker sig ud af selskabet. Herefter var der uformelle samtaler med flere forskellige iværksættere, der var på jagt efter kapital.

 
"Det var spændende at høre om de mange forskellige idéer og planer for at skabe forretning. Vi går nu i nærmere dialog med nogle af disse iværksættere om en eventuel investering", fortæller Søren Munk, Investment Manager i Energi Horsens.

 


Baggrunden for iværksætterugen
Det er i år tredje gang, at Danmark afholder iværksætteruge. Ugen er en del af Global Entrepreneurship Week, der sidste år trak 7,5 millioner mennesker til 32.000 arrangementer i 88 lande. Alene i Danmark deltog 10.000 mennesker i 100 arrangementer.

 

Det er Økonomi- og Erhvervsministeriet, som står bag iværksætterugen.  Ugen er blevet til i et samarbejde med mere end 30 private og offentlige organisationer, der alle arbejder bredt med iværksætteri og vækst.


Regeringens målsætning er, at Danmark skal være blandt de lande, der er bedst til at skabe nye vækstvirksomheder. Ugen skal være med til at sætte iværksætteri på dagsordenen.