Fra beduintelte til finske affaldskværne

Fra beduintelte til finske affaldskværne

VIA University College i Horsens inviterer virksomheder til samarbejde, med sponsorat fra Insero Horsens.

I uge 41 er der innovationsuge på VIA University College i Horsens. Her stiller fem forskellige virksomheder en innovationsudfordring, som 360 studerende fra de tekniske og merkantile uddannelser skal løse. Innovationsugen giver ligeledes andre virksomheder mulighed for at besøge Business Loungen på VIA. Her kan de høre om, hvordan et samarbejde med VIAs videncentre, undervisere og studerende kan styrke deres forretning, og de kan besøge designlaboratoriet og Idéværkstedet på VIA.


Virksomhederne får tilført værdi
Lars Mønsted Nielsen, projektleder på VIA, er under Innovationsugen ansvarlig for Business Loungen og dermed kontakten til de virksomheder, der er interesseret i at indlede et samarbejde: Vi har en lang tradition for at samarbejde med virksomheder, og vi har jo rigtig mange forskellige kompetencer og fagligheder, som virksomhederne kan få glæde af. De kan få styrket deres forretning, uanset om det handler om at produktudvikle eller at lave markedsundersøgelser.

Fra beduintelte til finske affaldskværne 
Opgaverne, de studerende skal løse under innovationsugen, spænder fra at udvikle hightech beduintelte til en non-profit organisation, til at produktudvikle en affaldskværn til det indiske og kinesiske marked for det finske verdensfirma Metso (30.000 ansatte i 50 lande). De er gode eksempler på den brede vifte af fagligheder, som VIA og VIAs studerende har og kan byde ind med i et samarbejde.


Kom og se eller book et møde
I uge 41 er alle virksomheder velkomne til at komme forbi VIA og høre mere om, hvordan et samarbejde konkret kan tage form. Onsdag den 10. oktober og torsdag den 11. oktober kan virksomheder tilmelde sig en uformel rundvisning, der starter kl. 10.00 og varer ca. to timer. På rundvisningen er der fokus på, hvordan de studerende arbejder sammen med virksomheder, VIAs faciliteter, og hvilke samarbejder VIA tidligere har indgået i med succes. Men det vil hele ugen desuden være muligt at booke et møde for at høre om mulighederne for et samarbejde.