Golf talent får tre-årig kontrakt

Golf talent får tre-årig kontrakt

19 årige Andreas Thulstrup er første modtager af Inseros talentsponsorat. Fonden vil understøtte lokalområdets sportstalenter og vise vejen for fremtidige talenter. Andreas går selv foran i sin golfklub.

 

Andreas Thulstrup er i en alder af 19 år blevet en af Jyllands bedste golfspillere. Han spiller golf på fuld tid i Stensballegaard Golfklub og satser alt på at blive klar til at spille professionelt golf. Drømmen er de store turneringer med internationale navne, men lige nu er fokus på at få erfaring, håndtere den hårde konkurrence og træne.

 

Hver dag, året rundt, træner Andreas Thulstrup 8-10 timers. Ved siden af golfen blev han før sommerferien student fra Learnmark HHX i Horsens.

 

"Andreas har et stort talent for sporten og kombineret med, at han er utrolig flittig og har høje ambitioner, har vi valgt at han skal være vores første sportstalent, som vi støtter med en tre-årig sponsor kontrakt", forklarer adm. direktør i fonden Insero Horsens, Mogens Vig Pedersen. Insero Horsens har siden fondens opstart investeret massivt i talentudvikling inden for iværksætteri og uddannelse (legater) og går nu skridtet videre inden for sport.

 


"Vi vil gerne investere i talentmassen i lokalområdet. I iværksættere der kan opbygge fremtidens vækstvirksomheder, i dygtige studenter og nu også i sportsfolk med særligt talent og en vilje til at udvikle sig", forklarer Mogens Vig Pedersen. Talentsponsoraterne skal hjælpe klubberne med at fastholde talenterne i lokalområdet. I samarbejde med lokale trænere bliver talenterne valgt ud, som derefter får tildelt bevillingen af deres klub.

 

Nu er der ro på til fokus på sporten
Andreas Thulstrup har tidligere fået opbakning fra en del lokale sponsorerer som har støttet ham med tilskud til transport til stævner og andre mindre beløb. Det har givet ham vigtige rygklap undervejs, men også krævet meget tid og fokus som er gået fra sporten.

 

"Jeg er meget glad for Inseros opbakning. Nu har jeg ro på min økonomiske situation og kan gå 100 % efter at nå mit mål. Jeg kan holde fokus på min træning og har mulighed for at spille flere professionelle turneringer. Sidste år var et vendepunkt i min karriere. Min træner begyndte at tro på mig og nu får jeg så en fast sponsor."

 

Andreas Thulstrup vil det næste år træne på fuld tid og tage et fri-år fra studierne. Hans træner er Claus Valter.

 

"Her vil jeg teste mig selv af. Det næste års tid vil gå med fuld skrald på golfen", forklarer Andreas Thulstrup.

 

Han forventer at deltage i 15-25 turneringer og spiller også med når Ecco touren kommer til Danmark, som den der var på Stensballegaard i midt juni.

 

Talenter viser vejen for andre
Andreas Thulstrup er det første talent som Insero Horsens har udpeget, men fonden forventer, at flere vil komme til.

 

"Vi i Insero vil gerne anerkende vores lokale talenter. De går forrest og viser vejen for andre, som også har høje ambitioner", forklarer Mogens Vig Pedersen.

 

"Jeg bruger meget tid sammen med juniorerne i klubben. Så de kan lære af mine erfaringer og jeg får nye erfaringer. Jeg har dem med til turneringer, så de vænner sig til tour-livet og bliver forberedt. Jeg presser dem, så de vænner sig til den hårde konkurrence. Det hygger jeg mig med og de synes det er fedt", forklarer Andreas Thulstrup.

 

Endnu et talent i folden
Udover Andreas Thulstrup har Insero også bevilget et talentsponsorat til det lokale svømmetalent Daniel Steen Andersen fra Horsens Svømmeklub. Daniel Andersen er senest blevet europæisk juniormester i 100 meter butterfly, og har målet for fremtiden klar - kvalificering til de olympiske lege 2016 i Rio de Janeiro. Det mål vil Insero hjælpe Daniel med at indfri via et sponsorat for de kommende tre år.