Iværksættere: Vi har brug for risikovillig kapital

Iværksættere: Vi har brug for risikovillig kapital

værksættere, små og store virksomheder med vækstpotentiale får fremover mulighed for at søge om risikovillig kapital i et nyt investeringsselskab, Dansk Vækstkapital. Den nye pengetank kommer til at råde over op til 10 mia. kr.

 

Det nye investeringssamarbejde er indgået i et samarbejde med pensionsinstitutterne F&P, ATP og Lønmodtagernes Dyrtidsfond - og netop med henblik på at lette adgangen til risikovillig kapital for iværksættere, små og store virksomheder.

 

Pensionsselskaberne stiller i alt fem mia. kr. til rådighed for det nye investeringsselskab, og oveni lægger staten yderligere fem mia. kr. Aftalen vurderes som central i forhold til at få skabt vækst og nye arbejdspladser i Danmark.

 

Svært at finde kapital
Hos iværksættervirksomheden ScreenTicket, som Energi Horsens Fonden tidligere har investeret i, tror man på, at pengene kan gøre det nemmere at være iværksætter i Danmark. ScreenTicket udvikler værdi- og rabatkuponer til mobiltelefoner.

 

"Pengene kan - hvis de bliver administreret rigtigt - være med til at skabe vækst i Danmark. Jeg tror, at alle opstartsvirksomheder i øjeblikket har svært ved at finde risikovillig kapital, men vi var heldige at finde investorer, som ville skyde penge i os", fortæller David Ventzel, en af initiativtagerne til ScreenTicket.

 

Fakta om ScreenTicket:
• Virksomheden blev stiftet i 2007, og i 2009 investerede Energi Horsens Fonden i ildsjælene fra ScreenTicket
• ScreenTicket udvikler teknologi til mobiltelefoner - en teknologi, som gør det muligt at modtage grafiske billetter og rabatkuponer via telefonen, og som spås et kæmpestort, globalt potentiale
• ScreenTicket har i dag kontor i Horsens og Århus
• Virksomheden har syv ansatte
• ScreenTicket er nu på vej ud over Danmarks grænser og arbejder bl.a. på at etablere sig i USA via lokale samarbejdspartnere. I Canada og Australien har ScreenTicket allerede indgået en distributionsaftale med en partner.