Kom og prøv en ny elbil og se andre flotte elkøretøjer

Kom og prøv en ny elbil og se andre flotte elkøretøjer

På lørdag og søndag når Juelsminde er fuld af stemning og glade mennesker i forbindelse med det årlige motionsløb Juelsminde Run og DM i triatlon, har du mulighed for at gå på opdagelse i det nyeste indenfor elbiler og andre elkøretøjer. Du kan prøvekøre en Citroen C1 elbil, en CityEL, en elscooter eller en elcykel. Og så kan du se luksusmodellerne inden for elkøretøjer, en sportsvogn og en ellastbil.

 

Masser af mennesker og god stemning er kendetegnet ved Juelsminde når der er motionsløb og triatlon på programmet. I år kan arrangørerne tilføje endnu en rute til arrangementet: nemlig en elbilrute. Det betyder, at forbipasserende og andre interesserede kan få lov til at prøvekøre en helt ny elbil i byens gader. Så har man ikke lyst til at prøve kræfter med idrætsløbene, kan man stadig få en stor oplevelse.

 

 

At køre elbil er en oplevelse
Elbiler har den åbenlyse fordel, at de er gode for miljøet, fordi de kører på strøm og ikke benzin. Og er strømmen fra vedvarende energi, som vindmøller, er den endda CO2 neutral. Udover den gode samvittighed får du også en anden oplevelse ved at køre en elbil, frem for en almindelig bil. For selv de ligner hinanden til forveksling, er der flere forskelle, der gør sig gældende.

 

"Da jeg kørte elbil første gang blev jeg meget overrasket over, hvor lydløs elbilen er. Og det er fx rigtig rart når man holder i kø. Og så er gearsystemet anderledes. Det er mere enkelt. Nogle elbiler har kun to gear: frem og tilbage. Andre er mere avancerede med gear til "økonomisk kørsel" og "sport", hvor man kan accelerere hurtigt," fortæller Karsten Lumbye Jensen, innova-tionschef i Foreningen Energi Horsens, der sammen med energiselskabet NRGi arrangerer denne elbilevent.

 

 

Oplev forskellige elbiler

De to elbiler som du kan få en prøvetur i på elbilruten er Citroen C1, som Sixt Biludlejning stiller til rådighed. Bilen har fem døre, seler til fire og sikkerheden i top. Den kan køre ca. 100 km pr. opladning og 100 km/ timen. Skulle du selv ud og investere i en sådan bil koster den ca. 210.000 kr. Bilen er meget populær i London, hvor elbiler parkerer gratis, og hvor der er me-get småkørsel og kø.

 

Men elbiler er mange ting. Og det vil udstillingen også vise. Kom fx og se en Nissan Qashqai, som er en crossover. Når den kører på strøm hedder den AFUTURE EV Pro1 og leveres af AutoNorden. Det er en rigtig luksusmodel med bl.a. ABS, ESP, front-, side- og gardinairbags, aktive nakkestøtter, fartpilot, navigationsanlæg, dual zone automatisk aircondition, sæde-varme, mulighed for 860 liters bagagerum, 6-cd-anlæg med ratkontakter og bluetooth til mobiltelefon, børnesikring i bagdøre, centrallås, startspærre og et smukt panorama-glastag.

 

Du kan også se den amerikanske sportsvogn, Tesla Roadster. Den accelererer lynhurtigt: fra 0 til 100 kilometer i timen på 3,9 sekunder, og kører 393 km på en opladning.

 


Hvad med en elcykel eller en el-scooter eller en CityEL?
Flere og flere vælger i dag at køre på elcykel på arbejde eller til ærinder. På den måde virker turen mere overskuelig og man får stadig den friske luft og daglige motion. Derfor har arrangørerne også valgt at vise mindre elkøretøjer frem. Så har du lyst til at prøve en elcykel eller en elscooter, stiller FantomBike forskellige slags til rådighed som du kan køre på elbilruten. Du kan også prøve den moderne version af ellerten, CityEL - som er tænkt til bykørsel. Den stiller GreenDrive til rådighed.

 

 

 

Vi skal tænke i elbiler
Elbil eventet afholdes for at sætte fokus på elbiler. Både for at få os alle til at tænke på en elbil næste gang vi køber bil - fordi det er bedre for miljøet. Men også fordi der på elbil-området sker rigtig meget lige nu - og her i området. Og Foreningen Energi Horsens står bag en række initiativer. Og Energi Horsens er i gang med en storstilet satsning i at etablere en erhvervsklynge og skabe arbejdspladser.

"Vi investerer i forskellige virksomheder og iværksættere som har et potentiale inden for elbil-industrien. En elbilklynge. Det skal være med til at skabe vækst i området og få danskerne til at tænke mere i elbiler," fortæller Karsten Lumbye Jensen.

 

 

Familieprojekt med elbiler til låns 

Sammen med Teknologisk Institut, Hedensted og Horsens kommuner har NRGi og Energi Horsens desuden startet projektet Prøv1elbil. Her får 100 familier mulighed for at låne en elbil gratis i tre måneder. Målet er at opsamle viden.

 

I forbindelse med Juelsminde Run offentliggøres, hvilke kriterier der skal være opfyldt for at kunne blive testperson. Kriterierne bliver offentliggjort i pressen og på websitet www.elbilforum.dk.

 

 

Fakta:

  • Til Juelsminde Run og DM i triatlon d. 8-9. august kan du prøve at køre på en elbilrute i en elbil eller på en elscooter eller en elcykel
  • Lørdag kl. 13-17
  • Søndag kl. 10-17
  • Du finder os i Juelsminde ved målstregen på stranden og overfor turistbureauet.
  • Vi fortæller gerne om Prøv1elbil-projektet og du kan høre mere om Energi Horsens satsning på at samle iværksættere og virksomheder inden for elbilindustrien. Har du en god ide, kan du også fortælle den her.