Når nørder samles

Når nørder samles

Ind og ud af lufthavne, sikkerhedstjek i massevis og søvnløse nætter pga. jetlag. De sidste 4 uger i mit liv har været et stort rejsekaos. Selvom det har været hårdt, vil jeg uden den mindste tvivl påstå, at det har været hele besværet værd. Jeg har nemlig haft den store oplevelse at deltage i Intel ISEF, der er en stor science konkurrence, hvor verdens bedste unge forskere er samlet. I Reno, Nevada, USA viste over 1.500 unge forskere fra mere end 50 lande deres projekter frem for hinanden, offentligheden og ikke mindst dommerne, der i sidste ende afgjorde, hvem der skulle løbe med præmierne til en samlet værdi af 4 mio. US dollars.

Af Cecilie Nøhr Pedersen, Juni 2009

 

Den 1. maj sagde jeg midlertidigt farvel til mit liv i Adelaide og fløj til Danmark. Her havde jeg et par hektiske dage, hvor de sidste forberedelser til USA-turen skulle på plads. Det gjaldt bl.a. det sidste arbejde på mine postere og udfyldelse af diverse skemaer, før indrejse i USA. Amerikanerne er vilde med skemaer og formularer, hvor de underligste spørgsmål skal besvares. Fx skulle jeg krydse af, om jeg var terrorist eller støttede nazisterne under 2. Verdenskrig. Begge dele kunne jeg med sindsro svare nej til, så jeg blev uden problemer lukket ind i landet, da vi ankom den 7. maj.

 


Besøg på Stanford University
Inden vi tog videre til Reno, hvor Intel ISEF blev afholdt, brugte vi nogle dage i San Francisco og omegn. En af de største oplevelser var et besøg på det verdensberømte Stanford University. Udover en rundvisning på det flotte universitetsområde, fik det danske hold af unge forskere en guided tur i et af de bioteknologiske laboratorier. Overraskende nok var laboratorieudstyret ikke nyere eller mere fancy, end det jeg har set i så mange andre laboratorier. Det må altså være en masse hårdt arbejde efter klokken 17, og ikke bedre teknologi, der skaber de mange artikler i prestigefylde naturvidenskabelige tidsskrifter. Denne teori stemmer også meget godt overens med, at mange af de studerende så ud som om, de godt kunne trænge til lidt mere tid i den californiske sol.

 


Klar, parat til Intel ISEF start
Ved ankomsten til Reno lufthavn blev vi budt velkommen af en lang række enarmede tyveknægte. Reno er ligesom Las Vegas en by for spilleglade mennesker, og efter mørkets frembrud er det de mange kasinoers neonlys og tillokkende musik, der præger gadebilledet. Vi brugte dog ugen i Reno på alt andet end at miste penge i de mange farvestrålende spillemaskiner. Mandag den 11. maj var den officielle startdag for Intel ISEF 2009. Det meste af dagen gik med klargøring af min stand, hvor posterne skulle sættes op, diverse formularer omkring sikkerhed skulle udfyldes, og mit abstrakt skulle indrammes. Inden jeg kunne forlade udstillingshallen, blev standen grundig inspiceret for om alle mål på postere var overholdt, alle nødvendige formularer var synlige, og om abstraktet var placeret korrekt. Derudover blev min taske tjekket for sprængstoffer, narkotika og vandflasker, som af en eller anden mystisk grund var strengt forbudt i udstillingshallen.
Som en del af den officielle velkomst blev der om aftenen holdt en kæmpe åbningsceremoni. Hvert land blev præsenteret med plakater, billeder og et kort videoklip. Hele seancen endte med det festlige syn, hvor 3 repræsentanter fra hvert land stod på den enorme scene hver især viftende med plakater og flag fra hjemlandet.

 

Pins til alle
Tirsdag var en rolig dag, hvor de deltagere, hvis stande ikke var blevet sikkerhedsgodkendt om mandagen, havde chancen for at rette op på fejlene, så de ikke blev diskvalificeret. Om aftenen var det så blevet tid til en af de helt store begivenheder ved Intel ISEF: pin exchange! Amerikanerne er helt vilde med at løbe rundt mellem hinanden med en pose fyldt med små knappelignede ting kaldet pins. Formålet med dette påstyr er at udveksle disse pins, så man til sidst har en stor samling af dem. Jeg må indrømme, at jeg selv lod mig rive med af stemningen og endte med næsten ikke at kunne slæbe min taske tilbage til hotellet, fordi den var dækket af pins i alverdens former og farver. Så har man prøvet det med.

 


Besøg af både lægmænd og læger
Selvom jeg ikke ligefrem kom tidligt i seng tirsdag aften, gjaldt det alligevel om at være frisk tidlig næste morgen, for onsdag var dommerdag. Det var her jeg skulle overbevise dommerne om, hvorfor lige netop mit forskningsprojekt er utrolig spændende. Pga. det store antal deltagere var hvert minut skemalagt. Da de første 12 minutter i hver session var gået, lød en klokke, der indikerede, at sessionen var ved at være slut. Efter yderlige 3 min. hørtes endnu et signal, der betød, at sessionen var ovre, og dommerne skulle videre til næste deltager.

 


Mødet med offentligheden
Onsdag havde været en hård dag, hvor vi skulle stå ved standen i 9 lange timer og være parat til dommernes kritiske spørgsmål. Alle deltagere var derfor indstillede på en afslappende dag om torsdagen, hvor der var åbent for offentligheden. For mig blev det dog alt andet end afslappende! Allerede da jeg var ved at klargøre min stand til den store besøgsdag, ankom den første gruppe gymnasieelever klar til at høre om mit projekt. De overordnede pointer blev forklaret, mens detaljerne i forsøgene blev gemt til senere på dagen, hvor professorer fra Harvard besøgte min stand. Hele dagen igennem havde jeg travlt, og det var virkelig en udfordring at få selv uengagerede gymnasielever og børnehavebørn til at forstå mit projekt. Det var dog samtidig en stor tilfredsstillelse at se ganske almindelig mennesker uden en naturvidenskabelig baggrund, der pludselig nikkede forstående, fordi de havde opfanget hovedlinjerne i mit projekt. Ved at starte på det rette niveau kan man få gjort selv den mest komplicerede naturvidenskab forståelig for enhver. Det giver fx ikke mening at forklare indviklede ligninger eller at beskrive biologiske systemer til gymnasieelever, men alle kan forstå, at det er vigtigt at udvikle ny medicin mod forfærdelige sygdomme. Det hele er bare et spørgsmål om at fortælle om projektet, så det har relevans i modtagerens verden.

 

Den store finale
Da jeg havde haft endnu en udmattende dag i udstillingshallen, var det blevet tid til den store special-pris-ceremoni. Her skulle de mange specialpriser fra diverse organisationer uddeles. Desværre havde jeg ikke de store chancer for en pris, for halvdelen blev kun uddelt til amerikanske statsborgere, og den anden halvdel var priser a la "kvindelige geologers pris til et projekt, der udvider forståelse af jordbundsforhold på den amerikanske prærie". Denne pris og mange af de andre specialpriser havde jeg svært ved at se, hvordan jeg kunne komme i betragtning til, og jeg vandt da heller ikke noget.

 


Prisuddeling medflag og kampråb
Fredag var tiden kommet for den store prisuddeling, hvor vinderne af konkurrencen skulle kåres. Spændingen i salen var stor, og folk troppede op med regionale flag og kampråb, så de var klar til at fejre, hvis en fra deres stat eller land blev kaldt op på scenen. Ceremonien varede hele 3 timer, og jubelen ville ingen ende tage, da de tre topvindere endelig stod på scenen, alle med en check i hånden på 50.000 amerikanske dollars og den store ære at være blevet kåret som de bedste unge forskere i verden. Sikke en finale på en fantastisk uge, hvor mødet med de 1500 andre unge med en stor interesse for science endnu engang inspirerede mig til at fortsætte i det naturvidenskabelige spor.