Nyt elitecampus for sportstalenter

Nyt elitecampus for sportstalenter

Nu får lokale elitesportsfolk nye træningsfaciliteter. Det er muligt gennem en investering fra Energi Horsens Fonden, som med bevillingen ønsker at udvikle talenterne.

 

Det nye elitecampus består af et campus, som er et værested, hvor sportsfolk kan mødes og opholde sig mellem træning, efter skole og uddannelse eller inden træning. Derudover består campuset af lejligheder til sportsfolkene.

 

"Det nye sports campus er allerede noget, man taler om indenfor eliteidrætten. Her taler man om, at Horsens har et værested, som er et forgangssted for, hvordan man tænker idræt på en ny måde. Det skal være et sted, hvor alle idrætsfolk kan mødes, for de har egentlig de samme behov", siger leder af Sportscollege Horsens, Kristian Dyhr.

 

Campuset består af tre dele: en lektiecafé, et værested, hvor de unge kan slappe af, se tv, hvile, spille spil mm. og et træningsrum, som Energi Horsens Fonden har bevilget udstyr til. På campuset, som Foreningen Sport Campus Horsens står bag, får unge, der kommer uden for midtbyen, et sted at være, når de ikke kan nå hjem mellem skole og træning.

 

De første lejligheder til sportsfolkene forventes at være klar til februar 2012. Lejlighederne kommer til at ligge tæt på stadion CASA Arena, og det er Sports College Horsens Fonden, som står bag byggeriet. Her kan Sportscollege Horsens elever og andre unge eliteidrætsfolk bo tæt på træningsfaciliteterne.

 

Kristian Dyhr fortsætter Hele elitecampuset er med til at løfte idrætten i Horsens på talentudviklingsplan. Det hjælper med at fastholde elverne i idrætten og give idrætsudøverne en bedre hverdag.

 

Siden 2008 har Horsens Kommune været Team Danmark Elitekommune, hvilket har betydet, at arbejdet med at udvikle talenter er steget markant. Sportsklubberne i Kommunen kan nu arbejde mere målrettet med udviklingen af idrætstalenter i byen.

 

"Med dette initiativ vil vi gerne skabe noget opmærksomhed og vise, at vi her i området tænker innovativt i forhold til at kombinere uddannelse, sport og sundhed. Vi håber, at sportsfolkene bliver glade for de nye træningsfaciliteter, og at elitecampuset vil tiltrække flere unge til byen", siger Mogens Vig Pedersen, Direktør for Energi Horsens Fonden.