Partner Eksklusiv: Insero navngiver tribune og klubsamarbejde

Partner Eksklusiv: Insero navngiver tribune og klubsamarbejde

AC Horsens har indgået en aftale med Insero, der er ny sponsor i AC-netværket.

 

Investeringsfonden Insero er blevet Partner Eksklusiv, og aftalen indebærer, at tribunen mod Øst fra og med søndag den 28. april navngives Insero Tribunen. Derudover bliver Insero sponsor for AC Horsens Fodboldsamarbejde, der omfatter 23 engagerede fodboldklubber i Horsens og omegn, og samarbejdet navngives Insero Klubsamarbejdet.

 

AC Horsens direktør Henrik Ravn glæder sig over samarbejdet med Insero, der bliver synlig på CASA Arena Horsens, men også ude i samarbejdsklubberne.

 

"Vi er meget tilfredse med at kunne byde Insero velkommen i AC Horsens, og vi glæder os over endnu en aktiv medspiller på CASA Arena Horsens. Allerede på søndag kan tilskuerne tage Insero Tribunen i brug, og vi glæder os til at se det endelige resultat. Samarbejdet mellem AC Horsens og Insero bliver en gevinst for Insero, for AC Horsens og for medlemmerne i samarbejdsklubberne", fortæller Henrik Ravn.

 

Mogens Vig Pedersen er administrerende direktør for Insero, og han glæder sig over, at virksomheden er blevet en del af AC Horsens sponsorkreds.

"Insero er meget stolte af, at vi kan bakke så tydeligt op om AC Horsens. Vores investering går både til at styrke eliteholdet, og til at styrke det samarbejde AC Horsens har med de omkringliggende klubber. Vi håber på, at det vil sikre en masse talenter i årene der kommer og dermed et stærkt superligahold", fortæller Mogens Vig Pedersen, der pointerer det vigtige i, at lokalområdet har et stærkt fodboldhold.

 

"Vi håber at Insero Tribunen vil bidrage til, at vi fremover får endnu flere gode ansøgninger. Vi investerer i iværksættere, projekter og uddannelse inden for energi og kommunikationsteknologi. Og vi er hele tiden på udkig efter nye, gode ansøgninger. Med denne ekstra synlighed gør vi opmærksom på os selv samtidig med at vi sender et klart signal om, at vi bakker byens fodboldhold op", forklarer Mogens Vig Pedersen.