Robotter indtager Skolen i Midten

Robotter indtager Skolen i Midten

Elever fra 7. årgang på Skolen i Midten i Hornsyld afslutter snart et spændende projekt om robotter, som Energi Horsens Fonden har sponsoreret.

 

20 elever fra 7. årgang har fået muligheden for at lege og lære om robotter. Eleverne har bl.a. lånt en robot fra den lokale virksomhed Flextek, som laver robotter til erhvervslivet. De har lært at programmere robotten, så de kan styre den og få den til at udføre simple opgaver, som f.eks at løfte og flytte forskellige genstande.

 

Som en del af projektet har eleverne også lavet deres egne robotter med LEGO Mindstorms. I grupper skulle de lave robotter, der kan være til nytte og glæde for andre på skolen i et eller flere fag. Det kom der flere kreative forslag ud af. En af grupperne lavede f.eks. en robot, som kan afsløre, hvis elever snakker sammen under en eksamen.

 

"Jeg synes det er rigtig sjovt og spændende, og vi lærer en masse om robotteknologi og programmering", fortæller Joachim Karlsmose fra 7.a og fortsætter, "Robotter er et interessant emne, fordi der stadig er så meget at finde inden for robotteknologi, og robotter kan bruges til rigtig meget".

De andre elever deler Joachims glæder over projektet, og Rasmus Arberg fra 7.c siger: "Jeg synes det er et fedt projekt, fordi vi får lov til at lege i timerne og udtrykke os med robotter, og det er sjovt, fordi robotter kan alt muligt".

 

Stor succes
34 elever fra 7. årgang ville gerne være en del af projektet, og ud af dem blev 20 valgt til at deltage.

 

"Det har været helt fantastisk. Eleverne har skrevet ansøgninger til, hvorfor vi skulle vælge dem, så det er elever, der rigtig gerne vil det her, og det kan vi også se, når de arbejder", siger Tove Nielsen, som er en af to lærere, som er tilknyttet projektet.

 

Projektet er en del af Projekt Samspil, som Energi Horsens Fonden står bag. Projekt Samspil går ud på at styrke elevers interesse i de teknisk-naturvidenskabelige fag lige fra børnehave til universitetsniveau og få dem til at se mulige karriereveje via de fag. Det handler om at skabe samarbejde mellem uddannelse og erhverv, og koble undervisningen i lokale skoler sammen med praktisk anvendelse i lokale virksomheder.

 

"Læringsmæssigt tror jeg, at det er rigtig godt, fordi eleverne får lov til at arbejde med en idé og prøve den af. Det er en kæmpe motivationsfaktor, at de får lov til at sidde med hænderne i det, og det har faktisk kun været en positiv oplevelse", fortæller Bettina Rüger, som er den anden lærer, der er tilknyttet projektet.