Unge efterforskede med hjælp fra robotter

Unge efterforskede med hjælp fra robotter


Robotter, ledetråde og en masse begejstring var at finde i Engineering Lab i Horsens d. 2. juli, da piger og drenge i alderen 10 – 13 år skød sommerferien i gang ved at gå på opdagelse i teknikkens og naturvidenskabens verden.

 

Mandag og tirsdag samt torsdag og fredag i uge 27 mødtes børn i Horsens og Vejle for at løse gåden om, hvordan en tidsindstillet bombe skal stoppes ved hjælp af robotter, de helt selv bygger og programmerer. Sommerlejren hedder Junior Science Camp og er for andet år i træk arrangeret af Insero.

 

Efterforskningen starter med robotter

Springer bomben, eller når de 20 børn på Junior Science Camp at samle alle sporene, så bomben kan desarmeres?
Det var spørgsmålet på campens første dag i Horsens, hvor de unge efterforskere havde to timer til at finde ud af, hvilken ledning der skal klippes for at stoppe bomben.

 

Det gjorde de ved at indsamle forskellige spor, men for at skaffe dem skulle børnene til at starte med bygge og programmere en robot ud af LEGO Mindstorms. Robotten hjalp dem med at fjerne et dæksel og hente sporet op fra brønden under. Nogle af børnene har stor erfaring med programmering, hvor andre ikke har prøvet det før, men alle var enige om, at det var sjovt at prøve:

 

Det er sjovt, når man både skal bruge sin fantasi og sine hænder,” lød det fra Bertil Petersen fra Stensballeskolen.

 

Det er sjovere, og det er anderledes at lære på den her måde, og så er det mere fedt end at sidde i skolen og kigge ned i en bog,” sagde Ludvig Petersen fra Virring skole bekræftende.

 

Unger efterforskede med hjælp fra robotter  

Spændingen bliver udløst

Da alle sporene var fisket op af brøndene, skulle børnene sammen afkode dem. På nogle af sporene sad der fingeraftryk, som blev undersøgt i mikroskop, andre var en nøgle til et pengeskab med ledetråde, mens andre igen var en UV-lampe, der lyste på fingeraftrykkene og afdækkede nye spor.

 

Med blot ni minutter igen blev spændingen udløst. Efterforskningen viste, at den blå ledning skulle klippes over, og mens alle holdte vejret, blev ledningen klippet. 

Unge på Junior Science Camp 

Heldigvis holdt efterforskningen vand. Bomben blev stoppet, og alle åndede lettet ud.

 

Programmerer sig til interesse for naturvidenskab og teknologi

De materialer, teknologier og metoder, der anvendes på Junior Science Camp adskiller sig fra den type undervisning, man typisk arbejder med i folkeskolen.

 

På Junior Science Camp udfordrer vi de unge til at tænke praktisk og kreativt med teknologier, så de kan lære, hvordan de kan tænke nye teknologier ind i praktiske løsninger som eksempelvis at indsamle spor til at desarmere en bombe,” fortæller uddannelseskonsulent Sine Bjerre Martinussen fra Insero.

 

Unge efterforskede med hjælp fra robotter_2

 

For at løse dagens opgave har de unge arbejdet med flere forskellige teknologier, herunder computerprogrammering, konstruktion og undersøgelser i mikroskop. Ved at introducere børnene til forskellige teknologier er grundlaget for ambitionerne med Junior Science Camp lagt. 
Ambitionerne går på at vække børnenes interesse for naturvidenskab og teknologi og medvirke til at flere på sigt uddanner sig inden for de naturvidenskabelige fag i fremtiden. Allerede efter første dag vurderer Sine Bjerre Martinussen, at campen er en succes:

 

Flere af børnene har tilmeldt sig begge dage i både Horsens og Vejle, hvor de hver dag giver sig i kast med forskellige teknologier og nye udfordringer. Det tager jeg som et positivt tegn på, at det er lykkedes os at vække deres interesse og nysgerrighed for teknologier og naturvidenskab.

 

Science Camps i alle alder

Junior Science Camp er en videreudvikling af sommerskolen Summer Science Camp, som finder sted i august, og som er for de 13 – 18-årige. Insero oplevede en stigende interesse fra forældre med yngre børn, som efterspurgte aktiviteter med fokus på naturvidenskab og teknologi. Derfor tilbød man i år fire Junior Science camps, som er 1-dags workshops, der alle fandt sted i uge 27. Junior Science Camp forløb på følgende datoer og lokationer:

 

Engineering Lab i Horsens d. 2. juli kl. 9-14
Engineering Lab i Horsens d. 3. juli kl. 9-14
Teknologicentret på Syddansk Erhvervsskole d. 4. juli kl. 9-14
Teknologicentret på Syddansk Erhvervsskole d. 5. juli kl. 9-14